En kulturhistorisk undersøgelse af forholdet mellem demokratiudvikling og national identitet i Norden fra ca. 1740 til 1940. Norden var i denne periode kendetegnet ved en tæt sammenvævning af en stærk statsmagt, en livskraftig tradition blandt bønderne for foreningsliv og en ansvarlig arbejderbevægelse. Bogen argumenterer for, at nationalismen - i modsætning til den traditionelle opfattelse - var en progressiv og moderniserende størrelse, der fremmede indførelsen af demokrati. I Norden er der en tæt forbindelse mellem solidaritet, politisk fællesskab, demokrati og nationalisme, samtidig med at nationalismen her som andre steder var et dybt emotionelt anliggende.