Hvad stiller man op med den kærlighed, der bliver tilovers, når man må opgive håbet om at få et barn? Kan man holde så meget kæft, at tavsheden bliver et sprog? Og passer det virkelig, at den enes død er en andens brød? »Man siger, at tiden læger alle sår. Vi ved alle sammen, at det er noget pis. Tiden læger ikke en skid. Men den går, og såret og sorgen får følgeskab af noget andet. En tidlig erantis, to egern på terrassen. Og en dag går man en tur, helt af sig selv, uden at nogen fortæller én hvordan. Det er ikke, fordi smerten er blevet mindre, tiden har bare lært én at gå og sørge samtidigt.« At tælle til lilla er en samling personlige erindringsglimt og refleksioner over ensomhed. Den ensomhed, der kommer af at mangle sprog. Af at længes efter et barn og af at miste sig selv og sine drømme af syne. Louise Juhl Dalsgaard skriver om mursejlere og bænkebidere, tegnsprog og modsprog – og om at lyve for at leve. Hun skriver med både håb og humor og ikke mindst en stor kærlighed til alt levende: mennesker, dyr og mosser.