Dansk skole- og uddannelsespolitik styres stadig mere af transnationale uddannelsespolitiske samarbejder. _OECD_ og _EU_, men også _IEA_ og den europæiske _Bolognaproces_. Her opbygges konsensus om standarder og _best practices_, som forudsætter fælles statistik, performanceindikatorer og internationale sammenligninger. Skønt fx Danmark hævder sit skole- og uddannelsessystems egenart, gør sammenligninger som PISA-undersøgelserne deltagerlande til enten vindere eller tabere i rangordninger. Uddannelse er siden 1990’erne kravlet til tops på de transatlantiske, europæiske og nationale politiske dagsordener. Denne udvikling hænger sammen med fremvæksten af forestillinger om _globale vidensøkonomier_, der forudsætter, at individets og nationens _humane kapital_ skal optimeres, hvis visionen om Danmarks og Europas fremtid skal realiseres. Bogen sætter denne komplekse udvikling samt den modstand den genererer ind i en større sammenhæng.