Denne bog er skrevet af et fremmedgjort menneske, der har mistet hukommelsen, i en splintret og historieløs verden. En verden af forurettede individualister, der insisterer på at hævde hver deres personlighed og udvikling som noget unikt. I en verden af tilbud der, som enhver anden vare på markedet, skal imødekomme forbrugernes behov – behovet for det sikre, afslappende, fredfyldte, normale, positive, bedøvende, komfortable, ufarlige, bekræftende, trivielle, tamme og politisk korrekte. I en verden, hvor den såkaldte sunde fornuft råder. Verdens Frelser er i sig selv et eksempel på det stik modsatte: nemlig, at de højder og det lys mennesket kan nå, er proportional med de dybder og det mørke, det har modet til at trænge ned i. Det er bogens, og dermed forfatterens postulat, at ethvert menneske på et tidspunkt i livet, frivilligt er nødt til at slippe enhver begrænsende sikkerhed, og begive sig alene ud i ørkenen, for der at klæde sig nøgen for sin skaber. Undlader mennesket dette, vil dets magelighed (også kaldet skæbnen), uundgåeligt kaste det ind i livets skærsild, for at lutre det der, indtil kun det væsentligste står tilbage. Vi er alle vildfarne – men mest fordi vi har glemt, hvorfor vi er det.