Sammen med velfærdsstatens indtog i løbet af 1950’erne bevæger Danmark sig tankevækkende nok ind i en tvivlens tid. Menneskers eksistens og mening kan i stadig mindre omfang indskrives i store og altfavnende fortællinger. Det være sig i første omgang kristendommen og efter ungdomsoprørets efterdønninger også den socialistiske utopi, som mister forklaringskraft. Tvivl tager over. Albert Mertz’ store billede fra 1958, Det store sorte dyr indvarsler dette. Frigørelsen fra de store tilværelsesforklaringer viser sig at kunne fremkalde tomhed, men historien – også kunstens historie – fortæller om, at mennesker ikke kan leve deres liv med sådan en tomhed. En ny søgen sætter ind. Bogen her er en insisteren på, at billedkunsten måske er den stærkeste seismograf til at opfange historien.